Presidenten i Timor-Leste, som er modtager af Nobels Fredspris, José Ramos-Horta har tilbragt størstedelen af sit voksne liv med at kæmpe for frihed fra undertrykkelse i sit hjemland. Da han var 18 år gammel, var Ramos-Horta forvist fra Timor-Leste – dengang en portugisisk koloni under militært diktatur – til Mozambique for hans åbenhjertige kritik af regeringens manglende evne til at beskæftige sig med underudvikling og udbredt fattigdom. Han vendte senere kortvarigt tilbage til Timor-Leste, men blev forvist igen fra 1970 til 1971 for at tale imod det portugisiske militærstyre.

I 1974 erklærede Timor-Leste sin uafhængighed fra Portugal, og kort tid derefter kom en invasion fra Indonesien, der begyndte en anden brutal besættelse. Efter at have forladt Timor-Leste tre dage før invasionen, tilbragte Ramos-Horta dengang 25 år, de næste fireogtyve år i eksil, med at gøre verden opmærksom på situationen i Timor-Leste.

Han blev den yngste person til at henvende sig til De Forenede Nationer, og han overbeviste FN repræsentanter om at vedtage en resolution, som støttede uafhængighed i Timor-Leste. Trods denne sejr fortsatte Indonesien besættelsen, og han fortsatte med at opfordre FN og andre verdens ledere om at overbevise Indonesien til at give Timor-Leste sin frihed. I 1996, sammen med hans landsmand biskop Ximenes Belo, var Ramos-Horta tildelt Nobels Fredspris.

Hovedsageligt gennem Ramos-Hortas indsats vandt Timor-Leste til sidst i 2002 sin uafhængighed, og derefter i 2006 blev han udnævnt til premierminister i Timor-Leste, og derefter valgt til president i 2007.