Forkæmpere for menneskerettigheder
Oscar Arias Sánchez (født 1940)
Oscar Arias Sánchez vandt respekt fra ledere og humanister overalt, da han skabte fred i Centralamerika. Han blev født i 1940, studerede i de Forenede Stater og han tog juridisk embedseksamen i Costa Rica.
Da Arias Sánchez blev valgt til præsident i Costa Rica i 1986, gjorde han straks verden opmærksom på, at han havde til hensigt at skabe fred i Centralamerika ved at frigøre regionen fra den kolde krig mellem USA og Sovjetunionen. I en række møder med præsidenterne fra Guatemala, El Salvador, Honduras og Nicaragua pressede Arias Sánchez på for at løse konflikten og sætte en stopper for den udefra kommende indflydelse i Centralamerika. Til sidst blev hans fredsplan godkendt. Den gik ud på, at hvert land skulle begrænse størrelsen af deres hære, sikre pressefrihed og afholde frie og åbne valg. Planen var succesfuld, og i og med at aftalerne blev underskrevet sluttede kamphandlingerne i regionen.
I 1987 modtog præsident Oscar Arias Sánchez Nobels Fredspris for at bringe fred til regionen, og han brugte pengepræmien til at etablere Arias Foundation for Peace and Human Progress. Under sin tid som præsident vovede han sig jævnligt ud i offentligheden uden følge eller fanfare for at lytte til medborgernes bekymringer. Efter afslutningen af hans første periode i embedet fortsatte han med at være en ”mand af folket,” ved at fremme menneskelig sikkerhed og udvikling på mange fronter. I 2006 blev han igen valgt til præsident for Costa Rica og den dag i dag fortsætter han med at forsvare fred og menneskerettigheder.