En kort historie om
menneskerettigheder
De forenede Nationer (1945)
I april 1945 mødtes delegerede fra 50 lande i San Francisco fulde af optimisme og håb. Målet med De Forenede Nationers konference om en international organisation var at skabe en international sammenslutning med det formål at fremme fred og forhindre fremtidig krig. Organisationens ideal var anført i indledningen til det foreslåede dokument: ”Vi, folkene i De Forenede Nationer, er fast besluttet på at frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vores levetid har bragt umådelig sorg over menneskeheden.”
Dokumentet, der indstiftede den nye FN-organisation trådte i kraft den 24. oktober 1945, en dato, som fejres hvert år, som FN’s dag.
Verdenserklæringen om Menneskerettighederne (1948)
I sin indledning og i artikel 1 bekendtgør erklæringen utvetydigt alle menneskers iboende rettigheder: ”Tilsidesættelse af og foragt for menneskerettighederne har ført til barbariske handlinger, der har oprørt menneskehedens samvittighed, og skabelsen af en verden, hvor menneskene nyder tale- og trosfrihed og frihed for frygt og nød, er blevet forkyndt som folkenes højeste mål … Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder.”
De Forenede Nationers medlemslande afgav et løfte om at arbejde sammen for at fremme de tredive menneskerettighedsartikler, som for første gang i historien er blevet samlet og kodificeret i et enkelt dokument. Som følge heraf er mange af disse rettigheder i forskellig form i dag en del af de demokratiske landes forfatninger.