Erklæring om menneskets og borgerens rettigheder (1789)

I 1789 afstedkom den franske befolkning afskaffelsen af det absolutte monarki og gjorde klar til oprettelsen af den første franske Republik. Blot seks uger efter stormen på Bastillen og knap tre uger efter afskaffelsen af feudalsystemet, blev erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder (fransk: Déclaration des droits de l’Homme et du citoyen) vedtaget af nationalforsamlingen som det første skridt i retning af at skrive en forfatning for den franske republik.

Erklæringen proklamerer, at alle borgere skal sikres rettighederne til ”frihed, ejendom, sikkerhed og modstand mod undertrykkelse.” Den hævder, at behovet for lovgivning skyldes ”… udøvelsen af enhver mands naturlige rettigheder har kun de grænser, som sikrer andre medlemmer af samfundet de samme rettigheder.” Således ser erklæringen love som et ”udtryk for den almene vilje,” som har til formål at fremme denne ligestilling med hensyn til rettigheder samt kun at forbyde ”aktiviteter, der er til skade for samfundet.”

Den første genève-konvention (1864)

I 1864 deltog seksten europæiske lande og adskillige amerikanske stater i en konference i Genève efter indbydelse fra regeringen i Schweiz, på initiativ af Genève-komitéen. Den diplomatiske konference blev afholdt med henblik på at vedtage en konvention om behandling af sårede soldater i kamp.

De vigtigste principper, der blev fastlagt i denne konvention, og som blev opretholdt af de senere Genève-konventioner, stipulerede, at man var forpligtet til uden forskelsbehandling at yde hjælp til sårede og syge militærpersoner, og at man skulle respektere medicinske transporter og udrustning, der var tydeligt markeret med et rødt kors på en hvid baggrund.