Velkommen til E-kurset om Menneskerettighederne

Cyros’ cylinder (539 f.Kr.)

I 539 f.Kr. erobrede Cyros den Stores hær, det gamle Persiens første konge, byen Babylon. Men det var hans næste handlinger, der markerede et stort fremskridt for mennesket. Han frigav slaverne, erklærede at alle havde ret til at vælge sin egen religion og etablerede racemæssig lighed. Disse og andre bestemmelser blev nedskrevet på akkadisk sprog med kileskrift på en lerbagt cylinder.

Dette gamle dokument, der i dag er kendt som Cyros’ cylinder, er nu blevet anerkendt som værende verdens første dokument om menneskerettigheder. Det er af FN blevet oversat til alle seks officielle sprog, og dets bestemmelser stemmer overens med de første fire artikler i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne.

Udbredelsen af menneskerettigheder

Idéen om menneskerettigheder bredte sig hurtigt fra Babylon til Indien og Grækenland og til sidst til Rom. Der opstod begrebet ”naturlig lov”, eftersom man observerede, at folk havde en tendens til at følge visse uskrevne regler i livet, og den romerske lov var baseret på rationelle idéer, som kunne udledes af altings natur.

Dokumenter, der forsvarer individuelle rettigheder, såsom Magna Charta (1215), The Petition of Right (1628), USA’s forfatning (1787), Erklæringen om Menneskerettigheder i Frankrig (1789), og USA’s Bill of Rights (1791) er skrevne forløbere til mange af nutidens dokumenter om menneskerettigheder.

Magna Carta (1215)

Magna Carta, eller ”Det Store Dokument”, var formodentlig den vigtigste tidlige indflydelse på de omfattende historiske processer, der førte til den form for lovgivning baseret på en forfatning, som vi i dag finder i den engelsktalende verden.

Efter Kong John af England i 1215 havde krænket adskillige af de gamle love og skikke, som England var blevet regeret efter, tvang hans undersåtter ham til at underskrive Magna Carta, der specificerer de punkter, der senere skulle blive betragtet som menneskerettigheder. Blandt dem var kirkens ret til at være fri for indgreb fra regeringens side, alle borgeres ret til at eje og arve ejendom og til at være beskyttet mod at skulle betale for høje skatter. Den fastslog enkers ret til ejendom og til at vælge ikke at lade sig ægte på ny, og den etablerede principperne om behørige/ordentlige/retfærdige retssager og lighed for loven. Den indeholdt også bestemmelser, der forbød bestikkelse og embedsmisbrug.

Magna Carta blev et afgørende vendepunkt i kampen for at etablere frihed, og vidt og bredt betragtes det også som et af de vigtigste retslige dokumenter i udviklingen af det moderne demokrati.

Petition of Right (1628)

Den næste milepæl, vi kender til i udviklingen af menneskerettigheder, var ”Petition of Right”, der blev udformet i 1628 af det engelske parlament og sendt til Charles den første som en erklæring om borgerrettigheder. Afslag fra parlamentet til finansiering af kongens upopulære udenlandspolitik havde fået hans regering til at opkræve lån og til at indkvartere tropper i borgernes hjem som en økonomisk foranstaltning. Vilkårlig anholdelse og fængsling for at modsætte sig disse regler havde skabt en voldsom fjendtlighed i parlamentet mod Charles og George Villiers, hertugen af Buckingham. Petition of Right, som Sir Edward Coke var ophavsmanden til, var baseret på tidligere love og traktater (chartre, se ordlisten), og den fremsatte fire principper: (1) Ingen skatter kan opkræves uden parlamentets samtykke, (2) Ingen statsborger kan blive fængslet uden påviselig grund (en bekræftelse af retten til at få sin sag prøvet ved en domstol), (3) Ingen soldater må blive indkvarteret hos borgerne, og (4) Militær undtagelsestilstand må ikke bruges i fredstid.

USA’s Uafhængighedserklæring (1776)

Den 4. juli 1776 godkendte USA’s kongres Uafhængighedserklæringen. Dens primære forfatter, Thomas Jefferson, skrev erklæringen som en formel forklaring på, hvorfor Kongressen havde stemt for at erklære sig uafhængige af Storbritannien den 2. juli, mere end et år efter udbruddet af den amerikanske uafhængighedskrig. Den fastslog, at de tretten amerikanske kolonier ikke længere var en del af det britiske imperium. Kongressen udstedte Uafhængighedserklæringen i flere forskellige former. Den blev oprindeligt udgivet som en trykt brochure, der blev distribueret vidt og bredt og læst op for offentligheden.

Filosofisk set understregede erklæringen to temaer: individuelle rettigheder og rettigheden til revolution. Disse idéer blev udbredt af amerikanere og dermed spredt internationalt og påvirkede specielt den franske revolution.

Amerikas Forenede Staters Forfatning (1787) og Bill of Rights (1791)

Skrevet i løbet af sommeren 1787 i Philadelphia, er De Forenede Staters forfatning grundloven for USA’s føderale regeringssystem og et skelsættende dokument for den vestlige verden. Det er den ældste skriftlige nationale forfatning i brug, og den definerer de vigtigste regeringsorganer, deres retssystemer og borgernes grundlæggende rettigheder.

De første ti tillæg til forfatningen, Bill of Rights, trådte i kraft den 15. december 1791. De begrænsede Amerikas føderale regerings beføjelser og beskyttede alle statsborgeres, beboeres og besøgendes rettigheder på amerikansk territorium.

Bill of Rights beskytter ytringsfrihed, religionsfrihed, retten til at have og bære våben, forsamlingsfrihed og frihed til at indsende en appel/indgive et andragende. Den forbyder også urimelig ransagning og beslaglæggelse, grusom og usædvanlig straf og påtvungen selvinkriminering/tilståelser under tvang. Blandt den juridiske beskyttelse, den giver, forbyder Bill of Rights Kongressen at lovgive vedrørende etablering af religion og forbyder den føderale regering at berøve nogen person hans liv, frihed eller ejendom uden retfærdig rettergang. I føderale straffesager kræves det, at en nævningedomstol skal afgøre om en person skal for retten for enhver forbrydelse, der kan give dødsstraf eller enhver vanærende forbrydelse. Desuden garanteres en hurtig offentlig rettergang med en uvildig jury i det distrikt, hvor forbrydelsen fandt sted, og der er forbud mod, at en person stilles for retten to gange for den samme forbrydelse.

Erklæring om menneskets og borgerens rettigheder (1789)

I 1789 afstedkom den franske befolkning afskaffelsen af det absolutte monarki og gjorde klar til oprettelsen af den første franske Republik. Blot seks uger efter stormen på Bastillen og knap tre uger efter afskaffelsen af feudalsystemet, blev erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder (fransk: Déclaration des droits de l’Homme et du citoyen) vedtaget af nationalforsamlingen som det første skridt i retning af at skrive en forfatning for den franske republik.

Erklæringen proklamerer, at alle borgere skal sikres rettighederne til ”frihed, ejendom, sikkerhed og modstand mod undertrykkelse.” Den hævder, at behovet for lovgivning skyldes ”… udøvelsen af enhver mands naturlige rettigheder har kun de grænser, som sikrer andre medlemmer af samfundet de samme rettigheder.” Således ser erklæringen love som et ”udtryk for den almene vilje,” som har til formål at fremme denne ligestilling med hensyn til rettigheder samt kun at forbyde ”aktiviteter, der er til skade for samfundet.”

Den første genève-konvention (1864)

I 1864 deltog seksten europæiske lande og adskillige amerikanske stater i en konference i Genève efter indbydelse fra regeringen i Schweiz, på initiativ af Genève-komitéen. Den diplomatiske konference blev afholdt med henblik på at vedtage en konvention om behandling af sårede soldater i kamp.

De vigtigste principper, der blev fastlagt i denne konvention, og som blev opretholdt af de senere Genève-konventioner, stipulerede, at man var forpligtet til uden forskelsbehandling at yde hjælp til sårede og syge militærpersoner, og at man skulle respektere medicinske transporter og udrustning, der var tydeligt markeret med et rødt kors på en hvid baggrund.