EN INTRODUKTION

Den 24. oktober 1945, i kølvandet på 2. Verdenskrig, blev De Forenede Nationer skabt som en mellemstatslig organisation med det formål at redde fremtidige generationer fra internationale konflikters ødelæggelse.

FN repræsentanter fra alle regioner i verden vedtog formelt Verdenserklæringen om Menneskerettighederne den 10. december 1948.

De Forenede Nationers pagt etablerede seks hovedorganer, der bl.a. omfattede Generalforsamlingen, Sikkerhedsrådet, den Internationale Domstol samt, i forbindelse med menneskerettigheder, et Økonomisk og Socialt Råd (ECOSOC).

FN-pagten bemyndigede ECOSOC til at etablere ”kommissioner inden for økonomiske og sociale områder og til at fremme menneskerettighederne ...” En af disse var FN’s menneskerettighedskommission, som under Eleanor Roosevelts formandsperiode fik skabt Verdenserklæringen om Menneskerettighederne.

Erklæringen blev udarbejdet af repræsentanter for alle regioner i verden og omfattede alle juridiske traditioner. Formelt vedtaget af De Forenede Nationer den 10. december 1948, er det det mest universelle menneskerettighedsdokument, der eksisterer, som afgrænser de 30 fundamentale rettigheder, der danner grundlaget for et demokratisk samfund.

Umiddelbart efter denne historiske begivenhed henstillede generalforsamlingen til alle medlemslande, at de offentliggjorde erklæringens fulde tekst. De skulle desuden ”sørge for, at den bliver delt ud, lagt frem, læst og forklaret – i særdeleshed på skoler og andre undervisningsinstitutioner – uden hensyn til de forskellige landes og områders politiske forhold”.

I dag er erklæringen et levende dokument, der er blevet accepteret som en kontrakt mellem en regering og dens borgere over hele verden. Ifølge Guinness Bog over verdensrekorder, er det det mest oversatte dokument i verden.

Læs erklæringens fulde ordlyd >>